OM DIDDE BJØRN
Jeg har altid haft en dyb nysgerrighed på, hvad det vil sige at være menneske. Denne trang har ført mig på eventyr verden over, hvor jeg har mødt fantastiske mennesker og dykket ned i forskellige kulturer og traditioner. Gennem mine rejser har jeg opsøgt gammel visdom, som nu beriger det arbejde, jeg udfører i dag.
I mit arbejde med mennesker har jeg set, hvordan mange kæmper med stress, angst og presset for konstant at præstere. Det er tydeligt for mig at se, at der er et stort behov for at finde ro og balance ved at vende blikket indad. Min passion er at holde rum for mennesker og den visdom, vi alle bærer på – også når livet gør ondt. Vi kan ikke undgå bump på vejen, men med adgang til vores indre ressourcer kan vi møde udfordringer med mere ro, styrke og balance.

Jeg er på sidste modul af min uddannelse som holistisk kropsterapeut hos Katrine Birk. Herudover er jeg uddannet yogalærer (500 RYT) i 2017 fra Shri Kali Ashram i Indien, hvor jeg også studerede traditionel tantrisk filosofi og pranayama samt ayurveda og ayurvedisk walking massage. Efterfølgende har jeg videreuddannet mig i yin yoga hos Yogini Yoga i København (2018) og er certificeret NADA akupunktør ved Lars Wiinblad, NADA Danmark (2021). Jeg har også taget en international uddannelse som Breathwork facilitator hos Michaël Bijker (YogaLab).
Jeg holder mig løbende opdateret og udvikler mig bl.a. gennem egenterapi, diverse kurser og workshops.
Min egen vej har ikke været snorlige. Jeg har en kandidat i Kulturstudier fra RUC, har arbejdet med flygtninge, drevet et B&B, undervist unge, haft egen kagevirksomhed og har boet flere år i udlandet - bl.a. i Iran, Tyrkiet, Portugal og Armenien. Idag bor jeg i Kirke Hyllinge ud til Isefjord på Sjælland med mine to børn.
Jeg kender til følelsen af at miste forbindelsen til sig selv – og behovet for at genfinde den. Derfor laver jeg det her arbejde. Ikke for at fikse dig. Men for at holde rum for dét, der allerede er i dig – og støtte dig i at lytte til det.